Haveforeningen Ny Løvhøj

Haveideér i Maj

1. Få has på ukrudtet

Lug ukrudt i takt med, at det myldrer frem. Fjern blandt andet mælkebøtter, som blomstrer netop nu og hold skvalderkålen i skak. Jo mere du er er over ukrudtet netop nu, jo nemmere en sommer får du.

2. Gød havens planter

I maj er havens planter i god vækst og planterne må ikke mangle gødning. Har planterne særligt gule lyse blade kan det skyldes mangel på gødning. Strø derfor 1-2 kilo NPK-gødning per 100 kvadratmeter på plænen, i køkkenhaven og havens øvrige bede. Du kan spare gødningen ved, at anvende 2-3 cm kompost omkring buske og træer samt hække, der er veletablererede. Roserne vil også elske lidt kompost omkring sig. Her kan du også vælge, at bruge komposteret hestegødning. Om du vælger en økologisk gødning eller traditionel NPK skal bero på din egen holdning. Planterne er ligeglade.

I krukker anbefales det du anvender en flydende almindelig havegødning, der kan bruges til hele haven samt mikronæring. Da krukkeplanter har brug for mikronæringsstoffer.

3. Plant masser af planter

Jordtemperaturen er nu perfekt for de fleste planter, og det gælder nu om at få plantet de sidste planter i haven inden sommerens komme. Undgå tørre, blæsende og varme dage til udplantning, da planterne her har større fordampning. Sørg for at vande rigeligt specielt i tørre perioder. 

Hvornår skal du plante hæk?

Du kan sagtens plante hæk om foråret, bare du vander rigeligt. Dog vil det være en fordel at vente til efteråret, hvor vejret er køligere og mere fugtigt og planter på vej i dvale.

Hvor meget skal du vande dit træ?

Et 2 meter højt træ kan sagtens forbruge 10-20 liter vand på en uges tid. Så en ugentlig grundvanding er en god tommefingerregel. Pottede kulturer klare sig bedre end barrods planter.

4. Luft ud og vand løs i drivhuset

Sørg for god udluftning i drivhuset, da planterne ellers får hedeslag. Undersøg evt. muligheden for automatiske vinduer, det giver den bedste udluftning. Suppler på varme dage med at lade døren stå åben.

Plant først dine nyindkøbte agurkeplanter ud i drivhuset, når nattemperaturen i drivhuset er over 15 grader. Ellers dør de.

Husk i øvrigt dine agurker og tomater

Agurker må gerne plantes lidt højt i forhold til det omkringliggende jordniveau i plantesækken – for ellers kan de roddrukne.

Husk at knibe sideskud på dine tomater i takt med de vokser for et flot resultat.

Sørg altid for rigelig vanding. En god tommelfingerregel er at stikke fingeren i jorden. Føles den fugtig, er den våd nok. Hvis ikke, så vand mere. Hænger bladene, er det også et tegn på vandmangel. Brug altid tempereret vand og evt. NPK-gødning eller hjemmelavet flydende gødning.

Lad vandkanden stå i drivhuset, så bliver temperaturen perfekt. Gennemvand altid dine potter – indtil du kan se vandet løbe ud forneden.

5. Så på friland

Skal du så sarte, varmeelskende planter som græskar, squash, bønner og majs, kan du så dem direkte på friland allerede nu - HVIS du altså husker at dække de nysåede frø til med plastik, så de hurtigere får fat og vokser sig store. I stedet for plastik kan du bruge fiberdug. Forvarm eventuelt jorden en uges tid forud for såningen. Er jorden for kold rådner frøene og spirer aldrig frem.

6. Vand køkkenhaven

Er måneden tør, skal du vande i køkkenhaven - mærk efter i jorden som beskrevet ovenfor. Tjek hver dag. Det er vigtigt, at jorden er fugtig, for så danner planterne nemlig væsentligt flere rødder. Og et stort rodnet giver større planter og dermed bedre chancer for overlevelse i tørkeperioder.

7. Dæk med plastik

Sidst på måneden er risikoen for nattefrost normalt forbi, men sørg alligevel for at have plastik parat til overdækning. Dæk sommerblomster og dahliaknolde med plastik eller aviser, inden du går i seng, hvis temperaturen bliver under 0 grader.

Pas især på nye sommerblomster og andre sarte vækster, fx kartofler og løg, i køkkenhaven. De kan gå helt til, eller for løgs vedkommende, risikere at gå i stok. Dvs. at de sætter blomst i stedet for at vokse. Sæt evt. de ekstra sarte planter i bakker og i drivhus om natten.

8. Pas på frugttræerne

Nattefrost kan også give store skader på frugttræernes blomster. Hvis der er risiko for nattefrost, kan du oversprøjte dine frugttræer og andre sarte planter, fx grøntsager i køkkenhaven, med vand i en fin vandforstøver. Oversprøjtning kan klare 1-2 frostgrader.

9. Bekæmp bladlus

Bekæmp bladlusene, mens de endnu er små. I varme perioder begynder bladlusene at husere på friland, og så snart du får øje på dem, bør du gå i gang.

Brug insektsæbe fra planteskolen eller lav det selv med en teskefuld sulfo per 1 liter vand, hæld det i en blomsterspray og sprøjt det ud på over- og undersiden af de angrebne blade.

Alternativt kan du spule dine roser, eller hvor bladlusene nu er, med din havevandforstøver monteret på haveslangen med en kold, halvhård stråle. Pas på, strålen ikke bliver for kraftig.

10. Knib dine rododendron

Knib eller vrid visne blomster på rododendron af. Når du gør det tidligt, får du kraftigere vækst og flere blomster næste år. Gør det normalt kun, når planterne er små, og det er muligt at nå blomsterstandene

Nyeste kommentarer

28.05 | 15:47

Hej er der nogle haver til salg i ny løvhøj Mvh Kim

19.05 | 20:43

Er der mulighed for at bo i kolonihaven hele året?

29.08 | 18:05

Hej er der nogen haver til salg . Med eller uden hus, vi ønsker et fristed, ...

11.06 | 13:51

Hejsa